Tørvegravning i Kværkeby mose

Dyndet/sumpen

Jo, det er da ganske vist - ikke, at vi vader i sumpen, men vi har den som nabo mod nordøst. Sump, dynd, mose og eng. Tørvegravning var en naturlig del af samfundet både i 1800 tallet, men også i midten af 1900-tallet.

Tørvegravning i Kværkeby i midten af 1900-tallet.
Ringsted november 1983 af Poul V. Jensen. Han skriver:
Tørveskær i Kværkeby mose under 2. verdenskrig var en stor og betydelig industri for landets eksistens og trivsel, startede lidt i 1940, men kom først i 1941-42, og blev en stor industri med over 500 mennesker der i sommerhalvåret tjente mange penge. Derudover var vel næppe en gård, eller husmand, der ikke kørte tørv fra de forskellige små og store tørveskær henholdsvis til privates forbrug her på egnen, men i langt højere grad til banen. Kværkeby station havde i de år sin største tid nogensinde, men også i Ringsted og Borup blev der læsset mange tusinde tons, først som tørv senere som briketter (herom senere).
Tørveskæret startede i de tidlige forårsmåneder, hvor al vand skulle pumpes ud af moserne. Det foregik med forskellige sindrige systemer, der blev drevet mest af petroleumsmotorer og traktorer, der blev dog hurtigt lagt et elkabel over hele de store mosearealer, men som dog mest blev brugt til drift af de mange tørvemaskiner.
Efter de strenge vintre vi jo som bekendt havde i de tre krigsår 1941-42-43 med meget store mængder sne, siger det sig selv, at det til tider var en meget stor og næsten umulig opgave.
Der blev da også gjort et stort arbejde af forskellige lodsejere, med godsejer Erik Suhr, Rosengaard som forgangsmand, for at få sænket vandstanden i åen en halv meter, der løber langs med skoven til Humleore, hvilket kunne have medført tusinder af kubikmeter vand selv kunne løbe ud af mosen.
Det blev dog efter mange forhandlinger - på kroen og i forsamlingshuset - ikke til noget. Tørveskæret foregik først helt med håndkraft, senere mere mekanisk.

Når vandet var ude, blev en elevator sat ned i graven, og 6-8 mand med såkaldt kejs, begyndte at grave tørvemasse op i elevatoren. Det skulle foregå efter et bestemt system, da det øverste lag skulle blandes ligeligt med de nederste lag, da det ofte var 3 til 5 meters dybte, siger det sig selv, at vandet var et problem hele tiden. Tørvemassen blev gravet op i bænke i hele gravens længde, hvori der blev afsat nogle volde til at holde vandet borte fra det lille område, hvor der blev gravet. Der blev selvfølgeligt pumpet uafbrudt, da grundvandet normalt står i 1,5 - 2 meter, kunne det knibe med, at voldene kunne klare presset, der jo kun var på en side, det kunne, hvis det skete pludseligt, medføre at en eller flere mand måtte op i en fart eller få fyldt støvlerne med vand, hvilket man jo, da det var sommer, ikke tog sig meget af. Det kunne dog blive så alvorligt, så folkene blev begravet, og det medførte flere ulykker, bl.a. hvor én mand blev begravet og var død, inden han var gravet fri. Tørvemassen blev med elevatoren kørt op i en æltemaskine, hvor det efter passende tid blev lukket over i små vogne (jumpe eller gumpekasse), med en hest for og som regel en stor dreng som kusk. Der skulle i reglen 4 til 8 vogne til et ælteværk, afhængig af hvor langt der var at køre ud til læggepladsen, hvor der var en mand med en såkaldt Bjørn, der var en rund tromle med en kasse på, på tromlen var der hele vejen rundt lavet små felter i passende størrelser. Bjørnen blev, efter at tørvemassen var lukket over ofte med håndkraft, trukket frem over marken ved de små værker af manden selv, men oftes med en hest.

Efter nogle dages tørring kunne tørvene rejses på kant uden at gå itu. Det var næsten udelukkende damer (såkaldt tørvekællinger) og børn der stod for den del. Efter en tid, afhængig af vejret, blev tørvene sat i små runde stakke (røjler), hvorefter de blev kørt ud til forbrugerne eller oplagret i store lader.

 
Nogle steder gik man over til pressetørv, der efter æltemaskinen blev presset ud på brædder med væsentlig mindre vand, og var formet som tørv og kørt ud på læggepladsen.
Mange tørv var, efter at behovet steg, af meget ringe kvalitet, heller ikke alle tørv var ordentligt gennemtørre, når de blev kørt ud, men da alt kunne sælges, og pladsen skulle bruges tre til fire gange på en sommer, kneb det til tider med tålmodigheden. (Det medførte, at der kom offentlig kontrol med jævne mellemrum.)
Da tørveskæret i 1945-46 sluttede, gik mange over til produktion af briketter, der blev stampet af helt tørt smuld, der blev pløjet eller harvet løs med en såkaldt stubharve, derefter gennemharvet flere gange dagligt med en meget fintandet harve. Når det var helt tørt, blev det med håndkraft læsset og kørt til stampeværkerne, hvoraf der var to, et i Fjellebro og et i Kværkeby (Roligheden 5). Briketter var et meget bedre brændsel end tørv, og produktionen ophørte først i 1949-50, da der atter kom udenlandsk brændsel til Danmark.
Tiden med tørveskær under krigen gjorde et meget stort indtryk på mig som dreng, der var 16 år, da krigen sluttede. Det var i de år et vældigt røre i sognet med liv og glade dage trods krigen, hvilket kom de lokale handlende og kroen til gode. Købmand L. Madsen kørte i flere år fast varetur til de forskellige moser med hest og vogn, det var mest drikkevarer (øl), i den udstrækning det kunne skaffes.

Senere blev nogle af tørvegravene - moserne - fyldt op med skrald fra byen iflg. Henrik Westengaard.