I krig og fred
2. verdenskrig
Herluf Hoelstad (onkel til min mand) har fortalt, at han under 2. verdens krig lå på Rosengaard’s jorde sammen med sine soldaterkammerater med skarpladte geværer og vogtede på de tyske tropper, som marcherede ad Køgevej mod nord - de lå der i tre døgn, og heldigvis blev det ikke nødvendigt med skudvekslinger.
Knud Jensen og Henrik Westengaard fortæller: Jeg (Knud Jensen) gik vagt på Amalienborg, den nat tyskerne kom den 9. april 1940. Vi fik udleveret skarpe skud og ordre til at forsvare os til sidste mand, men efter 10 min. kom der kontraordre, og den 15. april blev jeg hjemsendt.
Der var luftkamp mellen tyske og engelske maskiner over Humleoreskoven i 1944. En maskine faldt ned ved Slimminge, og vi så, at piloterne skød sig ud med faldskærm. Vi kunne finde mange ammunitionshylstre, også fra små antiluftsskyts, samt sølvstrimler (forstyrede radarerne) rundt omkring i området. Tyskerne indkvarterede sig både i forsamlingshuset og i skolen på Kværkebyvej 54. De byggede garager ved mejeriet til deres biler. Ved Adamshøj blev et tog beskudt, så kedlen tabte trykket. Skolebørn fra Kværkeby, som gik i skole i Borup og var med toget hver dag, fik herefter besked på at opholde sig i de bagerste vogne, da det jo oftest var lokomotivet, der blev skud på, for at standse toget. Der var megen sabotage af tog og skinner.
Ved Malerklemmen blev nedkastet beholdere med våben, og en faldskærm satte sig fast i et højt træ. Man måtte i ly af natten fælde træet, så skærmen kunne trækkes fri og fjernes, inden det blev lyst, og tyskerne ville opdage nedkastningen. Under den videre transport af våbene blev modstandsgruppen ulykkeligvis opdaget - nogle slap væk, resten blev skudt.
Der lå en radiostation i skoven - i kogekonen Marie’s hus på Rosengaard’s jorde, som var bemandet af folk fra Ringsted.
Generelt blandede kværkebyerne sig ikke med tyskerne, men nogle har jo nok tjent sit, som alle andre steder. Man havde faktisk liv og glade dage i Kværkeby under krigen. På grund af tørveskær, tjente man rigtig mange penge, og arbejde var der jo nok af i den forbindelse. Og pengene havde man faktisk svært ved at bruge, da der var jo var knaphed på varer.
Nu sker det jævnligt, at vi ser soldater på øvelse i området.
|
|