Bjergvej

- til nr. 112

4 "Nordbæksgaarden"

Nedenfor Bjergvej nr. 12 har været en vindmølle til formaling af korn. Den blev revet ned i århundredeskiftet.

28 (nyere villakvarter)
JordankerTjensten, v/Entreprenør Ivan Andersen, tlf. 5752 5439, www.jordankertjenesten.dk/
Svensk patenteret punktfunderingssystem - har eneforhandling i DK.
Salg til private: ring og hør nærmere - eksempelvis fundering af flagstænger og carporte.

Entreprenør Ivan Andersen, tlf. 5752 5439
Aut. Kloakmester. Alt i jord-, beton- & kloakarbejde. Private: ring og hør nærmere.

Anlægsstruktør/Entreprenør/Anlægsgartner Jesper Andersen, tlf. 5752 5439, www.asja-gruppen.dk/
Private: ring og hør nærmere.

70 “Kildehuset”

61 “Lillebjerggaard”, www.lillebjerggaard.dk
Gunner Nielsen var fra Lillebjerggaard, lillebil, kørte brød fra bageren Kværkebyvej 78 og fisk fra ? - senere kørte hans kone Edith mælk
Lillebjerggård “Mini Zoo” - primært for mindre børn i grupper, og kun efter aftale, tlf. 5752 5425. Oplev den lille zoologiske have, som rummer alt fra de almindelige dyr på landet, over aber, papagøjer til kænguruer og mange andre spændende dyr samt et dejligt stykke naturområde med sø, mose og hvad dertil hører af dyreliv. Ring og bestil rundvisning - primært for vuggestuer, børnehaver samt de yngste skoleklasser. Der er udendørs legeplads og plads til indtagelse af medbragt mad.

67 "Pilehuset", bygget ca. 1896 - muligvis opkaldt efter de store piletræer, som var engang.

83 Dagpleje. Bag privatboligen ses en del af Køge Ås.

89 "Bjerghytten" - KFUK-spejderne.

95 “Viebjerggaard” var tidligere Kværkeby Fattiggaard. Oprindeligt var der ca. 30 tdr. land til, som blev dyrket. I dag er det private boliger uden jord til.

I rigtig gamle dage, før reformationen i 1536, var det de kirkelige myndigheder, der tog sig af fattigforsorgen. Men da kongen overtog klostrenes store rigdomme, overgik denne forpligtelse til staten repræsenteret ved lensmandsvæsenet
I 1500- og især i 1600-tallet tog tiggeriet et omfang, der førte til indgriben fra statsmagtens side og betleri blev forbudt, dog med undtagelser.
Målet med Fattigforordningen af 1708 var at komme tiggeriet til livs i Danmark. Forordningen var baseret på det princip, at sognene var forpligtet til at forsørge de mennesker, der ikke var i stand til at klare sig selv. I hvert sogn oprettedes en fattigkommission ledet af sognepræsten og med 3-4 gårdmænd som medlemmer. Denne kommission skulle skønne over behovet for forsorg og sørge for den praktiske gennemførelse af forordningen. Midlerne skulle komme i form af gaver og frivillige bidrag.
Bønderne ydede madhjælp i naturalier; godsejere, forpagtere og fogeder ydede kontanthjælp til klæder. Forsørgelsen skete i form af omgangsforsørgelse, både for de egne fattiges vedkommende og for fremmede tiggeres vedkommende.
Forordningen af 1708 blev altså begyndelsen til noget nyt nemlig en egentlig fattig lovgivning, hvorved statsmagten erkendte sit medansvar for hjælpen til de nødstedte i form af en organiseret forsørgelse af disse. Det præciseredes heri som et princip, at de, der ikke kunne arbejde eller ikke kunne få arbejde, havde ret til forsorg fra det offentlige. Forordningen blev grundlaget for den offentlige forsorg gennem hele det 18. århundrede. Men gennem hele 1700-tallet vedblev familien, landsbyen og lauget i praksis at være den vigtigste kilde til ydelsen af hjælp til de fattige.
Man indrettede fattighuse i de enkelte sogne og kommuner til dem, der trængte hårdest til husly: Børnerige familier, enlige mødre, gamle og syge, men det kneb for dem at klare sig uden yderligere støtte end mad og tøj, som de fik hver 3. måned. Der var på det tidspunkt et ønske om at skabe bedre forhold for de fattige, men det skulle helst ikke koste yderligere. I midten af 1800-tallet var antallet af fattige i Danmark vokset til så høje tal, at presset på kommunerne blev så stort, at man begyndte at etablere fattighuse og gårde i stort tal. Der var mange grunde til, at der kom så mange fattige. I landbruget var det dårlige tider, med faldende korn priser. Der var i eftervirkninger af krigen i 1864, og folketallet steg i denne periode voldsomt. Igen greb man ind.
Man ville bremse den store tilgang til fattigvæsnet for at mindske udgifterne, - gøre det bedre især for de gamle og syge samt - at de fattige børn fik en god opdragelse, at de gik i skole, og at de blev vænnet til at arbejde.

En fattiggård var en landejendom, hvor sognets fattige kunne bo. På gården fik lemmerne, som de fattige blev kaldt, fuld forplejning. Udgangspunktet var at de skulle være selvforsynede med mad gennem det tilknyttede landbrug. Ud over det blev der også fremstillet forskellige varer på fattiggårdene f.eks. flettearbejde og koste, men man spandt også hør, blår, uld og hamp. At børnene var med i arbejdet, var en selvfølge.
Ofte fik de fattige bedre mad på fattiggårdene, end de var vant til. Alligevel frygtede de fleste at komme på fattiggården. Boligforholdene var dårlige, fugtige rum med flere familier i hvert rum. Værst var det imidlertid, at man blev betragtet som et andenklasses menneske, hvis man fik fattighjælp. Man mistede retten til at stemme ved valgene, og man måtte ikke gifte sig uden kommunens tilladelse. Boede man på fattiggården, bestemte forstanderen, hvornår man skulle stå op og gå i seng, hvilket arbejde man skulle udføre, om man måtte besøge familien osv.
I begyndelsen af 1890-erne indføres lov om alderdomsforsørgelseshjælp, sygekasse- og A-kasse lovene.
Kilde, Lokalhistorisk Arkiv og www.arkivnet.dk