Til forsiden Udskriftsvenlig version af siden:
"Kværkeby kirke"
Udskriftsdato: 26. 2024 kl. 7.17
Sidst ændret: 2010
© kvaerkeby.dk


Kværkeby kirke

Kværkeby kirkeKværkeby Kirke ligger i den gamle bydel, og er en typisk gammel dansk landsbykirke, hvidkalket og med kamtakkede gavle. Det er en køn landsbykirke, som ikke er blevet hårdt restaureret - eksempelvis angiver de gamle træbjælker mod nord tydeligt, hvor den gamle kvindeindgang var. Den ældste del af skibet er fra 1100-tallet i romansk stil. Tårn, våbenhus og kor er kommet til i senmiddelalderen. Kirken er bl.a. kendt for sine mange spændende kalkmalerier - afdækket i 1976 - som er fra 1300-tallet og perioden 1425-1450. De er berømte for deres velbevarethed og for den spændende brug af otte motiver fra det gamle testamente. Ringmærke på apsis
Den ældste del af kirken vides der ikke meget om, men på apsis findes 2 ringtegn - det ene lavt på korets sydøstlige hjørnesten, det andet på apsis 104 cm over jorden (ikke at finde i dag, er muligvis kalket over) - formentlig indridset ved kirkens bygning. Ringtegnet er symbol på hedensk soldyrkelse, og kirkebyggerne har måske ønsket at få det gamle tegn med i det nye kirkehus. Desuden er der på kirkens nordside ca. 50 cm over jorden indridset “1506-” - måske det år hvor kvindeindgangen blev muret til. Kirken var i en periode herredskirke for Ringsted herred.
I 1309 blev kirken givet til munkene i Ringsted kloster på den betingelse, at de sørgede for at holde årlige sjælemesser for biskoppen og hans efterfølgere. Det at være i besiddelse af en kirke var en god indtægtskilde, for sognebørnene skulle betale tiende, det vil sige skat til kirken. Tiendeindtægten blev delt i tre, en del til biskoppen, en til kirkens vedligeholdelse og den sidste del til aflønning af præst. Klosteret varetog selv messerne, og sparede derved præstelønnen, som så kunne gå til klosteret. En rum tid efter reformationen blev dette påtalt af Roskildebispen i 1567, og i 1574 blev Kværkeby henlagt som anneks under Benløse. Dog skulle der oprettes en præstegård. I 1665 blev sognet selvstændigt med hensyn til den kirkelige betjening, men allerede i 1687 blev Kværkeby anneks til Vigersted sogn. Hermed kom begge pastoratets kirker under Bolle Luxdorph, Sørup gods, også ejer af Rosengaard fra 1685. I 1796 kom kirken administrativt under Rosengaard i Kværkeby, hvor den forblev indtil 1915.
Kværkeby Kirke er ikke kun stedet, hvor præsten prædiker. Vi har nemlig en meget aktiv præst Anne-Marie Nybo Mehlsen, der udover sin faste præstegerning er med i Sognebladsudvalget, og som også sørger for afholdelse af mange interessante og spændende arrangementer i såvel Kværkeby Kirke som Præstegården i Vigersted.
Organist Dorte Jensen står for Kvænius koret, som jævnligt kan høres i Kværkeby Kirke.
Kilde Ringsted en by i Midtsjælland 1, sognepræst Anne-Marie Nybo Mehlsen.

Kirken er åben:
I sommerhalvåret : alle dage mellem 7-17 undtagen søndag.
I vinterhalvåret : alle dage mellem 8-16 undtagen søndag.
Søndage og helligdage er der kun åbent til gudstjeneste.
Der er kun adgang i disse tidsrum, såfremt der ikke er gudstjeneste eller kirkelige handlinger.

Rundvisning:
Henvendelse hos sognepræst Anne-Marie Nybo 57 52 52 35 eller graver Lis Nielsen
57 52 53 43.

Link: www.vigersted-kvaerkeby.dk