Udskriftsvenlig version af siden: "Sagn" Udskriftsdato: 26. 2024 kl. 0.51 Sidst ændret: 13. apr., 2004 © kvaerkeby.dk

Sagn

Åsen
Kværkeby har i den nordlige del af Sognet en række grusbanker, der udgør en del af Køge Ås. I et sagn fortælles, hvordan de er blevet til. "Det gik saadan til, at to koner kom op at skændes ovre i Haraldsted. Den ene fyldte et Forklæde med Jord, som hun vilde kaste i Hovedet paa den anden. Men den anden kom bag paa hende, saa hun fik ikke kastet det. Hun maatte tage Flugten og satte Kursen imod Køge. Hun løb saa godt, hun kunde men glemte engang imellem at holde for et Hul, hun havde i sit Forklæde, og af og til tabte hun en Bunke Jord. Da hun naaede Køge var Forklædet tomt, og man kan sagtens følge den Vej, hun er løbet, da der ligger en hel Række Grusbanker fra Haraldsted til Køge. Der hvor hun tog Jorden, blev der et stort Hul, der fyldtes med Vand, det har siden faaet Navnet "Haraldsted Sø".
Kilde, Magda Hansen i Kværkeby. Optegnelsen er utrykt, men den findes på Midtsjællands Lokalhistoriske Arkiv under signaturen 1930/5.

De pukkelryggede skræddere
I Ortved nær Kværkeby boede der en skrædder, som var pukkelrygget. Han benyttede en vaskekone, som boede i Kværkeby. Ligeledes boede der en pukkelrygget skrædder i Kværkeby, som benyttede en vaskekone i Ortved.
En dag havde Ortved-skrædderen været til vaskekone, og nu var han på vej hjemad. Da kom han forbi Tvillingehøjene på Ruskusbanken og så, hvordan en af højene stod på gloende pæle, fordi troldefamilien holdt en fest med dans og musik. Trolden, som boede i højen, kom ud og indbød skrædderen til at danse med sin trolde-datter. Da de to havde danset lidt, klagede datteren over, at skrædderen dansede for tungt. Da sagde trolden: “Det skal jeg nok ordne”, og så tog han puklen af skrædderen og hængte den op på en knag, og heldigvis hjalp det på dansen, og skrædderen kom af med sin pukkel.
Nogen tid senere skulle Kværkeby-skrædderen til vaskekone i Ortved, og i byen stødte han på Ortved-skrædderen og blev meget forbavset over at se, at hans pukkel var forsvundet. Han udbad sig en forklaring på underet og gik samme aften til Tvillinghøjene og mødte trolden. Skrædderen blev ligeledes budt indenfor til en dans med trolde-datteren, men inden længe klagede hun over, at skædderen dansede for let. “Det kan jeg ordne”, sagde trolden og tog den pukkel, han havde hængende på knagen og satte den på skrædderen. Endelig passede vægten og han dansede tilpas. Sådan gik det til, at skrædderen i Kværkeby måtte gå med to pukler resten af livet.
Kilde: “Gyldendals Egnsbeskrivelser”, Bent Rying.

Kong Humble
I Nordbygden hærgede Kong Humble, som boede i Humleore ved det trebundne skel: Ringsted-Ramsø-Bjøverskov. Kong Humble havde en borg med voldgrave, et tårn, i flere stokkeværk, hvorigennem han lod sine fjender falde dybt ned i en brønd, og brønden skal være at vise. Voldstedet ligger midt i Humleore skov, oprindeligt på en tange i en nu forsvunden sø. På selve voldstedet anes flere steder kraftige kampestensfundamenter, ligesom der på overfladen findes munkestensbrokker. Dette hedenske offervæld lod sig afløse af Hellig Villums kilde i Vigersted, hvor Guds gaver, fidtklumpen i tørklædet, gik over til at blive kampvåben. Hong Humbles sagn gik frem i fred og blev uddødelig i Villums Helligkilde.

Grænsespidser afmærkes af sagn om troldkvinder. Nordpå i Kong Humbles land er hun en Dannekvinde, der stille sidder og spinder på sin guldlok, hun bor i et hult træ i Højbjerggårdens skov, derhen hvor Ringsted, Merløse og Voldborg herreder mødes. Mange har set denne kvinde. Men landkongen, der tog ødemarkerne fra hende og jog hende som vildt, han jager endnu. Nattejægeren (bl.a. kong Valdemar Atterdag, men personificeret gennem mange andre - kommer af troen på Odin, der farer gennem luften på sin ottebenede hest Sleipner - altså hedenskab, der har bevaret sin magt i sindene helt op til nutiden), Kong Volmer kalder de ham oppe i Kong Humbles bygd, hvor han byder bonden mellem Vigersdal og Kværkeby på bygdegrænsen, at holde sig hundekobbel. Bonden kan ikke undslå sig, selv om hundenes lænker var aldrig så gloende, men da han så trak vanter på, fik han til sin store forundring hverken brændt hænder eller vanter - i andre sogn gik bondens vanter derimod op i røg. Den der holdt Kong Volmers hunde, kunne komme ud for at det varede længe. Kong Volmers vilje ske, han er den herre der samlede riget, det ske skulle.
Dette rige, hvor vilde Ellefruer strejfede om i grænseløse skove, var tidligt - ja i tid der ligger forud for tider - afmærket med sagn og stene, redet ud i bygder, gjort rede til rejsning. Almuens trolde satte grænsesten, og folket selv rejste kulturminder derpå.
Kilde: Thorkild Gravlund og Gyldensdald Egnsbeskrivelse, bind 5.
(Tænk tanken at man nedrev Kong Humbles borg og brugte stenene, til f.eks. bygning af kirkerne her omkring eller til større gårde ... - men dette en kun en tanke.)
Der kan læses mere i bogen Årbog for historisk Samfund for Sorø Amt 2003, bind 90, under kapitlet Vandveje og voldsteder på Ringstedegnen - med særligt henblik på Humleores centrale rolle - af Bodil Heiede Jensen.